Jeg er videoproducent, ikke jurist. Teksten bygger på EU's AI-forordning, Kommissionens retningslinjer og Kulturministeriets lovforslag, og jeg linker til kilderne nederst. Reglerne er nye og ændrer sig, så tjek altid den seneste udgave.
Med AI kan en video vise det, ingen kunne optage. En stifter, der ikke længere lever, kan fortælle sin egen historie. En kommune kan tale arabisk, selvom ingen på kontoret gør det. En roman, der aldrig er filmatiseret, kan få scener. Det er fantastiske muligheder, men de rejser også spørgsmål: Hvad må man, og hvad skal seerne have at vide?
Hvad bruger jeg AI til?
AI laver det, den er god til: scener, stemmer, oversættelser og animation. Budskabet, manus og klipningen står jeg selv for. Tre eksempler fra mine egne opgaver:
- En stifter, der fortæller selv. Til IPS-Groups 25-års jubilæum fik den afdøde stifter sin egen stemme igen, bygget på et klip på fem sekunder, og klippene af ham er skabt med AI. Resten er rigtige optagelser og arkivbilleder.
- Et nyt sprog. Til Københavns Kommune lavede jeg en informationsvideo på arabisk med en stemme, der er skabt med AI til netop den video. Jeg delte videoen op i små afsnit og oversatte ét ad gangen, så hver sætning passede til billedet.
- Scener fra en bog. Til bogtrailere har jeg lavet scener med AI, fordi bøgerne aldrig er blevet filmatiseret.
Regel ét: Seerne skal vide det
Fra 2. august 2026 gælder EU's AI-forordning artikel 50. Den siger, at den, der bruger AI til at lave et deepfake, skal oplyse, at indholdet er skabt eller manipuleret med AI. Et deepfake er billeder, lyd eller video, der ligner virkelige personer, steder eller begivenheder og kan se ægte ud.
- Hvem har pligten? Den, der laver videoen med AI. Ifølge Kommissionens retningslinjer er en virksomhed, der bare bestiller en video hos et bureau uden selv at bestemme, hvordan AI bruges, ikke den ansvarlige. Det er producenten. Altså mig, når I bestiller hos mig.
- Hvornår? Senest første gang seeren møder indholdet. En tekst i starten er ikke nok, hvis seerne ikke nødvendigvis ser starten.
- Kunst og satire har lempeligere regler. Oplysningen må gives, så den ikke ødelægger værket, men den skal stadig gives. Har videoen et informerende formål, skal I bruge de almindelige regler.
Kommissionen nævner selv digitale kopier af virkelige eller afdøde personer og klonede stemmer som eksempler på deepfakes. En jubilæumsvideo med en AI-stifter skal altså mærkes. Videoer lavet før 2. august 2026 skal ikke mærkes med tilbagevirkende kraft.
Den, der bruger AI til deepfakes, »shall disclose that the content has been artificially generated or manipulated«.
Regel to: Personen skal sige ja
I Danmark er der et lovforslag på vej, der beskytter ansigt, stemme og bevægelser mod digitale efterligninger. Kulturministeren fremsatte det 8. oktober 2026, og det er planen, at det skal træde i kraft ved årsskiftet. Det er endnu ikke vedtaget, men forslaget gør det ulovligt at dele virkelighedstro gengivelser af en person uden samtykke. Karikatur, parodi, satire og samfundskritik er undtaget.
Uanset hvad loven ender med, er princippet det samme, som jeg arbejder efter i dag: En persons stemme og ansigt må kun bruges med AI, når personen selv har sagt ja, eller de nærmeste har, hvis personen ikke lever mere. Det afklarer vi, før jeg går i gang, og det skal stå på skrift.
Prøv det: hvad kræver jeres idé?
Tjek jeres idé
Vejledende, bygget på AI-forordningen, Kommissionens retningslinjer fra juli 2026 og lovforslaget L 49. Ikke juridisk rådgivning.
Personoplysninger og AI-værktøjer
En persons ansigt og stemme i en video er personoplysninger. Det betyder ikke, at det er forbudt, men at I skal have styr på, hvad de bruges til. Digitaliseringsstyrelsen råder offentlige myndigheder til ikke at taste personoplysninger ind i gratis AI-værktøjer. Det er et godt råd for alle: Brug betalte værktøjer med en ordentlig databehandleraftale, når rigtige mennesker er med.
Og så er der ophavsretten. Efter EU-retten kræver beskyttelse, at et menneske har truffet de kreative valg, så noget, der er lavet helt af en maskine, er generelt ikke beskyttet. Spørgsmålet er endnu ikke afgjort af EU-Domstolen. Derfor laver jeg altid manus, klip og de sidste valg selv.
Sådan gør jeg det i praksis
- Vi aftaler fra start, hvad AI skal lave, og hvad der skal være ægte optagelser.
- Alle, hvis ansigt eller stemme bruges med AI, siger ja på skrift, eller de nærmeste gør, hvis personen ikke lever mere.
- Videoer med deepfakes bliver mærket, så seerne ikke er i tvivl.
- Hvert afsnit på et fremmed sprog bliver tjekket, så sproget passer til billederne.
Kilder
- AI-forordningen, artikel 50, forordning (EU) 2024/1689
- Retningslinjer om gennemsigtighedskravene i artikel 50, Europa-Kommissionen, juli 2026
- Code of Practice om mærkning af AI-indhold, Europa-Kommissionen, juni 2026
- Kulturminister vil dæmme op for delinger af digitale efterligninger, Kulturministeriet, 8. oktober 2026
- Guide til ansvarlig anvendelse af generativ kunstig intelligens, Digitaliseringsstyrelsen, januar 2024
Kilderne er tjekket i oktober 2026.









