Et stillingsopslag kan fortælle om opgaverne. Men det, de bedste kandidater vælger efter, er stemningen, kollegerne og hverdagen. Det kan et opslag ikke vise. Det kan en video.
En god rekrutteringsvideo gør to ting på én gang: Den får de rigtige til at søge, og den får de forkerte til selv at vælge fra. Her er, hvordan vi laver dem, og hvad I selv kan gøre for at få mest muligt ud af dem.
Lad kollegerne fortælle
Kandidaterne vil ikke høre en reklame. De vil møde de mennesker, de skal arbejde sammen med. Derfor er det medarbejderne selv, der fortæller, hvordan det er at arbejde hos jer, med deres egne ord og deres egen energi.
Til Børn og Unge Nørrebro Bispebjerg i Københavns Kommune fortæller medarbejderne selv om et fag, hvor sagerne kan være svære. Det er ikke skjult i videoen, og det er netop derfor, den virker: De, der søger, ved, hvad de siger ja til.
Da to fra kommunen så videoen første gang, blev den ene så rørt, at hun lagde hånden på brystet og sagde: »Arbejder vi dér? Ej, hvor er vi heldige.« Videoen hjælper altså ikke kun med at finde nye kolleger. Den gør også de nuværende stolte.
Direkte i kameraet, en sætning ad gangen
I en rekrutteringsvideo taler medarbejderne direkte til kameraet. Så får kandidaten øjenkontakt, som hvis de sad over for hinanden til en jobsamtale. Det skaber en helt anden nærhed end et interview, hvor man kigger på en, der står ved siden af kameraet.
Der er et manus, men ingen skal lære det udenad. Vi optager det en sætning eller to ad gangen. Jeg siger sætningen, I siger den efter med jeres egne ord, og så tager vi den næste. Det føles meget lettere, end de fleste forventer. Vil nogen hellere tale frit, kan vi også optage det som en samtale med mig.
Prøv det selv
Del jeres manus op i takes
Indsæt et stykke tekst, fx fra jeres stillingsopslag. Så deler værktøjet det op i sætninger, viser, hvilke der er for lange til én take, og regner ud, hvor lang videoen bliver.
Teksten bliver i jeres browser. Tiden er et skøn, regnet med cirka ord i minuttet. Jeres eget tempo kan være hurtigere eller langsommere.
Hvad skal videoen sige?
Vi begynder altid med at finde ud af, hvem kandidaten er, og hvad der får netop dem til at søge. Det er ikke det samme for en pædagog, en lønspecialist og en controller. Tre spørgsmål er gode at have svar på, før vi skriver manus:
- Hvordan ser en almindelig dag ud? Det er det, kandidaten mangler at vide efter at have læst opslaget.
- Hvem er kollegerne? Vis dem. Det er dem, den nye skal tilbringe flest timer med.
- Hvad er svært? Det lyder forkert at sige det i en rekrutteringsvideo, men ærlighed sorterer. De forkerte vælger selv fra, og de rigtige føler sig taget alvorligt.
Lederen, kollegerne eller begge?
Det afhænger af jobbet. Hos Nordic Houseware Group var det CFO'en selv, der fortalte stillingsopslaget, fordi den nye controller skulle arbejde tæt sammen med ham. I Københavns Kommune var det kollegerne, fordi det var dem, kandidaterne skulle være en del af. Spørg jer selv: Hvem vil den nye gerne møde, før de søger?
Få mere ud af den samme optagedag
- Lav den til arbejdspladsen, ikke til ét job. Viser videoen hverdagen og kollegerne, kan den bruges igen og igen til nye stillinger.
- Klip korte versioner. Den lange video til opslaget og jobportalen, korte klip i højformat til Reels, TikTok og Stories.
- Tænk introvideoer med. Når den nye har sagt ja, kan en introvideo tage imod. Til Københavns Kommune lavede vi fem introvideoer, der viser, hvem man skal arbejde med, og hvad man kan forvente de første uger.
Husk samtykke fra alle, der er i fokus, og giv kollegerne i baggrunden besked om datoen på forhånd. Læs mere i Sådan forbereder I jer til en optagedag, eller se, hvad en rekrutteringsvideo koster.







